Hold lastbilen ren med det rette udstyr

Beskidte lastbiler er skidt for både lak og vognmandens omdømme. Sand, salt og støv tærer og ridser, mens en møgbeskidt bil nemt kan opfattes som ligegyldighed. En ligegyldighed, som kunder måske også mistænker i drift og logistik. Præcis som med os selv skal der vand og sæbe til – og helst inden manglen bliver alt for bemærket.

Lastbilvask deler folk i to lejre; dem, som finder det nærmest terapeutisk og dem, som bare vil have det overstået – og helst af andre. Det behøver dog ikke være vanskeligt at komme omkring, uanset om du tilhører den ene eller den anden lejr. Det handler nemlig om ordentligt udstyr, udover attituden, og du kommer langt med højtryksrenser, skumlanse, gode børster og svampe – og ikke mindst den rette autoshampoo.

Lidt af din tid, en smule teknik og kvalitetsprodukter, så skinner lastbilen på ny.

 

Højtryksrensere, skumlanser og andet herligt grej

Mens personbilen sagtens kan klares med spand og svamp, bliver det hurtigt et stort arbejde, når du skal 3-4 meter op i højden.

Derfor bliver en højtryksrenser hurtigt en uvurderlig ven i arbejdet – især med en skumlanse på. Skumlansen er et mundstykke, som fordeler sæbe i et tykt skum, der kan sidde fast på lastbilen.

En af sæberne vi anbefaler hedder en foam wash, og den er skabt til at virke uden brug af børster. Foam Wash er en forvask, der blødgør skidt og snavs. Derefter skal du bruge en autoshampoo med eller uden voks – eller en gloss wash til næste trin – og her skal der bruges en lille smule knofedt. Vi anbefaler en blød børste, som ikke ridser lakken – monteret på en teleskopstang, så du har den bedste chance for at nå.

Du kan også bruge teleskopstangen til den afsluttende aftørring med vaskeskind eller skraber, så du ikke får kalkpletter i den fine, nyvaskede lak.

Mange vognmænd og chauffører benytter sig af automatiske vaskehaller, og det er let at forstå, hvorfor den lette løsning frister. Du bør dog mindst 3-4 gange om året vaske lastbilen manuelt. Lastbiler har mange sprækker, som vaskehallernes børster ikke kan komme til, og får skidtet lov til at sidde, kan det føre til rust og nedbrud af lak og plast

 

Vask af lastbil – trin for trin

  1. Start med at gøre din lastbil våd – bilvask er altid vådt i vådt.
  2. Bruger du højtryksrenser, skal du huske at skrue ned for trykket, så du ikke skader lakken. Gør det ondt at have hånden foran mundstykket, er det for hårdt tryk.
  3. Sæb lastbilen ind med foam wash eller autoshampoo.
  4. Lad skummet sidde i fem minutter.
  5. Skyl skummet af.
  6. Påfør gloss wash eller autoshampoo.
  7. Skrub forsigtigt med en blød børste.
  8. Skyl sæben af.
  9. Tør efter med skraber eller vaskeskind.
  10. Har du ikke brugt shampoo med voks eller gloss, kan du overveje at give bilen en lakforsegler – Vi anbefaler at gøre det mindst en gang om året.

Sæben må helst ikke tørre ud på noget tidspunkt, så overvej at undgå vask på de allervarmeste sommerdage.

 

BESMA – dansk kvalitet med miljøet for øje

Vi forhandler BESMA-produkter, og det er langt fra tilfældigt. Danske BESMA har nemlig bevist, at du sagtens kan få effektive sæber med et minimum af belastning på miljøet. Arbejdsmiljøet såvel som det omkring os. BESMA leverer kvalitetsprodukter til professionelle, og vi kan stå inde for, at du hér får produkter, som er egnet til logistikbranchen.

I snart 25 år har BESMA været miljøcertificeret efter ISO 14001, hvilket betyder, at der i høj grad bliver taget højde for miljøpåvirkningen, og følger du produktanvisningerne, får du gode resultater på skånsom vis.

 

Brug vores viden – vi er til for det samme

I BESKO har vi årtiers erfaring med produkter til livet på landevejene, og vi ved også, hvad der egner sig, når det kommer til lastbilvask i de forskellige kroge af branchen. Der er nemlig forskel på tankbiler, trækkere og tipvogne, når det kommer til sæbebehov.

Kontakt os endelig for en uforpligtende snak.