BESKO Akademi tager et vigtigt skridt i udviklingen af uddannelses- og kursusaktiviteter med et nyt samarbejde med Techcollege i Aalborg.
Nye lokaler, stærk undervisning og fortsat fokus på praksis
Fra april 2026 vil BESKO Akademi få egne lokaler hos Techcollege, hvilket skaber nye rammer for undervisning og videndeling.
BESKO Akademi får en stærk fysisk tilstedeværelse i Aalborg. Samarbejdet giver et solidt fundament for vidensdeling og styrker kontakten til fremtidens faglærte.
“Vi glæder os til at samarbejde med Techcollege omkring vores kursusaktiviteter. Det giver os mulighed for at tilbyde flere kurser og udvikle vores kursusaktiviteter. Vores lastbiler og udstyr flytter med til Aalborg, og vi har fortsat fokus på praksisnær undervisning, hvor vores kursister får viden, de kan bruge direkte i deres daglige arbejde,” fortæller Kasper Sørensen, COO hos BESKO og fortsætter; ”Som partner er vi glade for at kunne bidrage til at vores kunder har mulighed for at videreuddanne sig. Vi opererer i en branche med konstant teknologisk udvikling og større krav, og det er derfor vigtigt med efteruddannelse.”
Fremover vil kurser udbudt af BESKO Akademi blive afholdt i Aalborg, hvor undervisningen varetages i fællesskab af BESKO Teknisk Support og undervisere fra Techcollege. Samarbejdet sikrer en kombination af praksisnær erfaring og stærke undervisningskompetencer – understøttet af moderne og tidssvarende udstyr, herunder flere lastbiler og avanceret diagnoseudstyr, som giver kursisterne mulighed for at arbejde med den teknologi, de møder i hverdagen.
“Vi ser meget positivt på samarbejdet med BESKO Akademi. BESKO bidrager med en stærk brancheforankring og praktisk erfaring, som passer perfekt ind i vores tilgang til undervisning. Sammen kan vi tilbyde efteruddannelse til den tunge sektor, hvor teori og praksis går hånd i hånd, og hvor kursisterne bliver klædt endnu bedre på til virkeligheden i transport- og værkstedsbranchen,” fortæller Jess Nielsen, Salgs- og forretningsudvikler hos Techcollege.
Den praktiske tilgang til undervisningen forbliver et centralt omdrejningspunkt, så deltagerne får viden og færdigheder, der kan anvendes direkte i hverdagen.
Nye muligheder
Som en del af samarbejdet bliver størstedelen af kurserne udbudt som AMU-kurser. Det gør tilbuddene endnu mere attraktive overfor kursister og samarbejdspartnere, da der er mulighed for at søge godtgørelse gennem AMU-ordningen.
Samarbejdet med Techcollege åbner samtidig op for udvikling af flere og nye kurser. Med adgang til moderne faciliteter og et tæt samarbejde mellem BESKO Teknisk Support og Techcollege bliver der mulighed for løbende at tilpasse og udvide kursusudbuddet, så det matcher branchens behov og den teknologiske udvikling – altid med fokus på praktisk anvendelse i hverdagen.
Med samarbejdet styrker BESKO Akademi sit uddannelsestilbud yderligere – uden at gå på kompromis med det, der er kernen: praksisnær undervisning med høj faglig relevans.
